Fra stress til trivsel

Oplægget fokuserer blandt andet på at skabe en fælles forståelse og et fælles sprog for, hvad stress og trivsel er, samt hvilken betydning det har for den enkeltes og den fælles hverdag på virksomheden. Oplægget er planlagt som en hel eller halv kursusdag, med præsentationer samt mindre diskussioner og gruppearbejder.

Indhold:
Hvad er stress? Hvad er trivsel og arbejdsglæde? Værktøjer til trivselsoptimering på individuelt og afdelingsniveau.
At skabe en kultur, hvor vi involverer os, når stress bliver et problem. Begejstring/belastning. Trivselsansvar og stressansvar på flere niveauer i organisationen. Præsentation af en evidensbaseret metode, som er dialogbaseret og inddrager alle medarbejdere.

Opbygning:
Trin 1: Udvælgelse af trivselsfaktorer, trin 2: Præcisering af vilkår og ansvarsniveau, trin 3: Udarbejdelse af handlestrategier, trin 4: Implementering, trin 5: Evaluering

Dette kursus kan afholdes som et hel- eller halvdagskursus.

Hvordan arbejdes der systematisk og struktureret med psykisk arbejdsmiljø

Info om proces: dels oplæg om trivsel og arbejdsmiljø (1 ½ – 2 timer) samt gruppeproces på 4 timer.
Metoden er en overskuelig femtrins-proces, som systematisk guider medarbejdere og ledere frem mod fællesskab for at skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø. Formålet med processen er, at afdelingens ledere og medarbejdere kvalificerer sig til selvstændigt eller som gruppe at bruge denne metode fremadrettet, uden konsulentbistand.

Metodens tilgang bygger på stor medarbejderinvolvering og ejerskab, idet medarbejderne i første del af processen selv adresserer de oplevede stressfaktorer og derfra udvælger klare, meningsfulde håndteringsstrategier. Metoden er dialogbaseret og inddrager alle medarbejdere. Der sættes fokus på stressfaktorer og handlestrategier, der afbalancerer og placerer handlinger på de rette ansvarsniveauer (topledelse, personaleledelse, gruppe eller individ). En væsentlig detalje i metoden er, at deltagerne tidligt i processen afgør, hvilke faktorer der kan handles på, og hvilke der er vilkår. Dette sætter utilfredshed, forventninger og ønsker i et realistisk perspektiv, så man undgår at bruge energi på noget, man som medarbejder ikke har beføjelser eller kompetencer til at påvirke.

Metoden kræver, at man på alle niveauer i organisationen er indstillet på at tage det ansvar, det kræver, og ændre procedurer. Dette styrker fællesskabet, da der udvikles større tillid både internt og opad i organisationen. Metoden skaber mulighed for, at alle kan komme til orde og sammen beslutte, hvad der fremadrettet skal fokuseres på og satses på. Målet er, at afdelingen skal kunne anvende metoden uden eksterne konsulenter. I starten kan der dog være behov for en guidet proces, hvor man lærer processens delelementer at kende og forstår opbygningen samt progressionen for at få det fulde udbytte.

Dette kursus kan afholdes som et heldagskursus.

Gode råd, teknikker og strategier til bedre søvn

På dette kursus får deltagerne en omfattende viden om normal søvn, søvnforstyrrelser og afslapningsteknikker. Med udgangspunkt i den nyeste forskning på området gives ligeledes gode råd samt brugbare strategier og teknikker til at forbedre egen søvn.

  • Hvad er søvn, og hvordan ser den ud
    • Døgnrytmer, søvnmønster og søvnstadier.
  • Søvnkvalitet
    • Hvad kan jeg gøre for at forbedre min søvn?
    • Strategier til at få en bedre søvn.
    • God og dårlig søvn.
    • Afslapningsteknikker.
  • Stress og søvn.
    • De almindeligste søvnsygdomme.